-
Nordic Eyes' omstridte guldæg i problemer: »Motoren er simpelthen gået i stå«
来源: BDK Finans / 03 10月 2024 23:17:32 America/Chicago
Det er ikke længe siden, at Bellabeat med hovedsæde i Zagreb blev kaldt »en kæmpe succes« med en anslået værdi på den gode side af 25 milliarder kroner. Afsenderen af de store ord var den danske investeringsfond Nordic Eye, som siden 2018 har været medejer af det kroatiske selskab, der sælger fitnessarmbånd til kvinder. I løbet af sommeren blev der dog lagt en dæmper på euforien. Her måtte Nordic Eye nedjustere den anslåede værdi til mere beskedne syv milliarder kroner. Og nu er Berlingske kommet i besiddelse af interne dokumenter, som afslører, at Bellabeat er havnet i økonomiske problemer. På et år er selskabets omsætning næsten halveret, mens der i samtlige kvartaler i perioden har været tab på driften (ebitda). Og det er et decideret sygdomstegn, mener Frederik Aakard fra DEMA Partners, som rådgiver om handel med virksomheder. »Som ejere eller direktører i en virksomhed har du på ingen måde lyst til at se fire kvartaler i træk med negativ driftsindtjening, samtidig med at omsætningen falder. Det er det, man vil kalde en dødsspiral,« siger han og tilføjer: »Bellabeat får ingen værdi ud af de mange penge, selskabet brænder af. Så motoren er simpelthen gået i stå.« Berlingske har stillet en række spørgsmål til Bellabeats to stiftere og direktører, Urska Srsen og Sandro Mur, men de har ikke ønsket at udtale sig om selskabets økonomiske kvaler og årsagerne hertil. »Et helt vildt selskab« Oplysningerne om Bellabeats økonomiske situation fremgår af fortrolige orienteringer, som Nordic Eye har udsendt til sine omkring 400 investorer, der både dækker over velhavende privatpersoner og større formueforvaltere. Hos investeringsfonden er man imidlertid ikke meget for at kommentere Bellabeats nedtur over for Berlingske. »Som venture fond investerer vi i vækstvirksomheder. Det betyder, at der helt sædvanligt kan være større både forudsigelige og uforudsigelige udsving i deres økonomiske performance end i mere modne virksomheder. Dette er vores investorer helt indforstået med,« skriver direktør Anders Kaasgaard i et skriftligt svar. For et år siden besøgte Berlingske selvsamme Anders Kaasgaard på Nordic Eyes' kontor i Nyhavn, og her var han anderledes åbenmundet. »Bellabeat er et helt vildt selskab. Og det er en fantastisk historie for os,« sagde han. På kort tid havde Bellabeat – ifølge Nordic Eye – udviklet sig til et selskab med omkring fem millioner betalende brugere, et salg i milliardklassen og samarbejder med globale superbrands som Tesla, Netflix, Apple og Miley Cyrus. Og ifølge Nordic Eye var værdien af det kroatiske selskab steget fra 400 millioner kroner i 2018 til svimlende 26 milliarder kroner. Altså en 65-dobling på bare fem år. Danskerne ejede på det tidspunkt omkring 20 procent af aktierne i Bellabeat, og den investering stod dermed til at blive mangedoblet. »Det kan blive en virkelig god investering for os og vores investorer. Vi kalder Bellabeat vores egen Pandora, fordi casen er så vild,« sagde Anders Kaasgaard med henvisning til kapitalfonden Axcels investering i det danske smykkeselskab Pandora, som endte med at give pengene 40 gange igen. Siden har Berlingske i en række artikler afsløret Bellabeat i overdrivelser og usandheder, og samtidig har eksperter fra ind- og udland sat spørgsmålstegn ved den påståede succes. Et af de helt store spørgsmål i sagen er fortsat: Hvor stammer Bellabeats store omsætning fra? Forretningshemmeligheder Ifølge de interne rapporter fra Nordic Eye havde Bellabeat i april, maj og juni i år en samlet omsætning på 666 millioner kroner. Men kun en meget lille del af pengene kommer fra salg af de fitnessarmbånd, som selskabet ellers reklamerer stort med på sin hjemmeside. Bare tre procent af Bellabeats samlede omsætning over de tre måneder – svarende til knap 20 millioner kroner – udgøres af salg af hardware, altså fysiske produkter. Næsten hele omsætningen stammer derimod fra »abonnementer«, fremgår det af Nordic Eyes' rapporter. Her står der, at Bellabeat har flere millioner betalende kunder. Men det er ikke enkelt at finde ud af, hvad de mange mennesker egentlig abonnerer på. På et møde i Zagreb i efteråret 2023 fortalte Bellabeats stiftere, Urska Srsen og Sandro Mur, til Berlingskes udsendte, at langt størstedelen af abonnenterne kommer ind via såkaldte web apps, som kan tilgås fra computere. Men de to stiftere ønskede hverken at oplyse navnene på de omtalte web apps eller forklare, hvor på internettet de kan findes. Det er forretningshemmeligheder, forklarede de kryptisk. Den svenske techanalytiker Björn Jeffery har dog kaldt dén forklaring »underlig«. »Hvem gider sidde hver aften og tage sin computer frem og skrive ind, hvad man har spist, og hvordan man har sovet? Det gør man ikke. Du gør det jo på mobilen,« sagde han til Berlingske. I forbindelse med denne artikel har Berlingske igen spurgt de to stiftere af Bellabeat samt Nordic Eye-direktøren Anders Kaasgaard, hvad der er Bellabeats primære abonnementsprodukt. Ingen af dem har ønsket at svare på spørgsmålet. Heller ikke Thomas Black-Petersen, der er formand for det såkaldte investor board i Nordic Eye, vil udtale sig om sagen. Ifølge rapporterne fra Nordic Eye bruger Bellabeat en meget stor del af sin omsætning på »tiltag inden for marketing« med det formål at »fastholde og øge omsætningen«. I nogle perioder har selskabet brugt 250 millioner kroner om måneden på marketing. Berlingske har spurgt Bellabeats stiftere, hvad de mange penge konkret bruges på. Men det har de ikke svaret på. Intet tyder dog på, at de enorme udgifter til marketing har den ønskede effekt lige nu. For dels er Bellabeats omsætning næsten blevet halveret på et år, og samtidig fremgår det af de interne dokumenter fra Nordic Eye, at selskabet i samme periode har mistet 41 procent af dets abonnenter. Tabte to milliarder Den seneste tids krise i Bellabeat har gjort ondt på Nordic Eye. I juli præsenterede fonden et årsregnskab for 2023, der viste et underskud på to milliarder kroner. Samtidig blev værdien af selskabets aktiver nedskrevet fra tre milliarder kroner ved udgangen af 2022 til at lyde på knap 900 millioner kroner ved nytår 2023. Og Bellabeat er den helt overvejende grund til det. »Den negative udvikling i værdien af fondens aktiver har været markant større end forventet, selv i et meget udfordrende marked,« skrev Nordic Eye i regnskabet. https://www.berlingske.dk/virksomheder/nordic-eyes-omstridte-guldaeg-i-problemer-motoren-er-simpelthen-gaaet